Angående mine malerier på Den Frie Udstilling, 1989
I 1988 malede jeg kun to serier, hver på 12 malerier. Først en række naturstudier i skoven hvor jeg bor. Jeg så efter det abstrakte i motivet, farveklange og strukturer. Det drejede sig om at få farven så ren som mulig og billedet så abstrakt som muligt. Forinden havde jeg i løbet af en måned tegnet 30 botaniske tuschtegninger i sort-hvid. Iagttagelse og redegørelse af lokale grøftekantsplanter. Ud fra regningerne skulle
man med sikkerhed kunne identificere planterne, ligesom i en Flora. Det var en fortsættelse af mine anatomiske tegninger, jeg begyndte på, efter jeg holdt op på Akademiet. Først menneskets anatomi, så hestens. Tegninger i Floraer er en blanding af den udfoldning der sker når man presser planterne, og en perspektivist gengivelse. Alle de planter, jeg tegnede, pressede jeg også for at kunne sammenholde dem med tegningerne. Men i tegningerne var jeg interesseret i de hasarderede forkortninger, der opstår når planterneskyder stilke og blade ud i alle retninger i rummet. Man skulle kunne genkende et blad selv med forkortninger og bøjninger. Det er topologiske deformationer. Skovbillederne var en naturlig følge af denne serie, en måde at lære stedet at kende, og blive fortrolig med det. Men skovbillederne skulle holde fladen.
Billedrummet var et kulisserum: Det ene plan bag det andet, af farven bragt op i billedplanet. Jeg var interesseret i at se hvor dette eksperiment førte hen, men blev ikke færdig med det fordi bladene faldt af træerne og efterhånden blev det for koldt at sidde ude og male.    

Så begyndte jeg en række figurbilleder. De er alle malet ud af hovedet og i sort-hvidt. Det drejede sig om at gøre dem så realistiske som muligt. Ved at udelukke farven kunne jeg gå længere. Det betoner det er fiction. Havde der været farver på, kunne det forveksles med illustrativ naturalisme, der er noget af det værste, jeg ved. Det varer til forskellen på et sort-hvidt fotografi og et farvefotografi. Ved det sort-hvide gøres man opmærksom på, at det er et fotografi og fiction. Er der farver på, opfordres man til at opfatte fotografiet som illusion. I modsætning til modelmalerier, der er naturstudier: iagttagelse og redegørelse, drejede disse figurbilleder sig om forskellige psykologiske situationer. Stillinger og forkortninger tjente udelukkende til at præcisere dette indhold. Også hænder og fødder og ansigtsudtryk. I modelbilleder er ansigtsudtrykket ligegyldigt, der ligger udtrykket alene i hele figurens stilling, det abstrakte ornament figuren danner. Men nu drejede det sig om at tage alle midler i brug, og gøre det ligeså præcist, som når man maler et portræt, for ellers blev det ikke nøjagtig den pågældende situation.

   Ved skovbillederne gjaldt det, at jeg ikke kunne male videre på dem i atelieret, så var de ikke autentiske længere. Ved figurbillederne gjaldt det at de var malet ud af hovedet, jeg kunne ikke have model eller forlæg at støtte mig til, eller korrigee efter, så var de ikke autentiske længere. 

   Medens den første serie kun nåede at blive en begyndelse, opfatter jeg den anden serie som færdige resultater, en sum af erfaringer, der naturligvis stadig kan udvides ved at arbejde videre i genren. Den begyndte for mig i 1969, hvor jeg malede to beslægtede serier, i 1969 og 70. Den nuværende serie begyndte i 1983, også med sort-hvide figurkompositioner.
Richard Winther 4/1/1989